onsdag den 28. januar 2015

Håndværk og design - Kryds og bolle

I håndværk og design har vi arbejdet med at designe et spil - kryds og bolle. Alle kender spillet og reglerne, men 5. klasserne skulle nu sætte deres eget præg på det.

Projektets indhold

Først skulle de få nogle forskellige idéer. Vi har tidligere arbejdet med at lære at få idéer. Det kan være svært, og kræver øvelse at tænke anderledes, nyt, og ud af boksen.

Eleverne startede med at skitsere idéer og forme.
Jeg havde sat nogle krav og nogle begrænsninger (benspænd) til produktet.
Kravene var at der skulle være

  • En spilleplade (med 9 felter), 
  • Nogle brikker, 
  • En opbevaring af brikkerne. 
  • Begrænsningen var, at det skulle syes i stof.
Nogle havde nemt ved at få tegnet nogle iderige skitser, og andre havde svært ved det. Her hev jeg dem hen til nogle forskellige typer stof, og straks blev de inspireret at forskellige mønstre på stoffet.

Her er billeder af de endelige produkter.









Nogle har brugt cykelslanger, som vi tidligere har arbejdet med, til at lave brikker.



Nogle fandt noget ternet stof, der kunne bruges som spilleplade.

Her er knapper ikke brugt som brikker, som de andre gjorde, men som optegningen af pladen








Nogle havde et tydeligt tema og fik også beundring fra klassekammerater.








Ovenstående spilleplade er lavet som en dobbelt-plade. Eleven der har lavet denne, synes det kunne være sjovt at spille flere sammen. Man kan spille 4 på brættet - enten to og to, eller man kan slå de to plader sammen, og spille på kryds og tværs over flere felter. Det var en unik idé.






Afsluttende diskussion

Da vi lagde alle spillene ved siden af hinanden, kunne vi virkelig se hvor forskellige de alle var blevet. Vi snakkede om hvilke løsninger der var smarte, og eleverne skulle fortælle hvilke idéer de synes var smarte hos hinanden.
Derudover snakkede vi også om hvad der var ens for alle spillene - At de alle havde firkantede felter. Nogle forslog at man måske også kunne have lavet runde felter. Men det må blive en anden god gang..

Det var et spændende forløb, hvor vi fik set en masse idéer komme til udtryk i spilleplader, brikker og opbevaringer.

Tanker om forbedringer til en anden gang

En af de udfordringer eleverne oftest stødte på, var at de ikke altid vidste hvad de skulle. Nogle kom og spurgte "Hvad skal jeg nu" - det var et tegn til mig om, at de havde svært ved at se det endelige mål for deres spil. Måske var projektet ikke skitseret og planlagt nok?
Dette kunne måske løses ved at lave et moodboard.




onsdag den 1. oktober 2014

Lys og Laser

5. klasse har arbejdet med emnet lys i natur og teknik. 
I denne time har vi arbejdet med at få lys til at ændre retning - ved REFLEKTION. 


Først gennemgik vi grundigt sikkerheden omkring laseren. Gennemgik at det er et meget koncentreret lys, man kan ødelægge øjnene med, hvis man lyser lige ind i øjet. Og med lidt skræmmende historier om svejserøjne, var eleverne klar over, at det ikke er et legetøj, men et værktøj hvor man skal være opmærksom når man bruger.

Eleverne fik nu til opgave at ramme en lap papir, der hang på vægen som laseren pegede væk fra. Derudover var det også et krav, at laseren skulle ramme mindst 4 spejle!

Jeg placerede laseren, så den lå stille på gulvet.


Og med introduktionen omkring Indfaldsvinkel er lig med udfaldsvinkel, var eleverne hurtigt i gang med at eksperimentere. 

Eleverne var hurtigt i fuld gang

Og selvfølgelig var der lige nogle, der skulle lære at det ikke virkede, hvis man gik ind foran strålen.

Spejlene blev sat fast med modellervoks, så det var til at styre.

Alle havde et spejl der skulle reflekterer laser-strålen videre..


Og der blev snakket sammen om, hvordan man skulle løse opgaven.



søndag den 28. september 2014

Håndværk og design - Flet med cykelslanger

I håndvært og design har jeg præsenteret et alternativt materiale for mine elever - Cykelslanger. Inden af dem har prøvet at arbejde med materialet før, men der var alle spændte på at prøve noget anderledes.
Jeg viste dem en flette teknik, til at få flettet en firkant. Ud fra denne teknik kan man senere lave kurve, eller forsætte firkanten, til fx en underlag til noget. Jeg tror eleverne sikkert vil kunne få en masse forskellige idéer, når de har arbejdet med materialet et stykke tid.
Indtil videre er eleverne kommet lidt i gang med at flette firkanter, der skal blive til en bordskåner, til fx en kop.

Alle eleverne klipper og klipper en masse ringe af cykelslangerne.

Hele bordet er i gang, og det er lige med at holde styr på sine egne ting.


Eleverne fletter ringene sammen med "stjerneflet"

Det er lige med at få slangerne til at makke ret.

Eleverne hjælper hinanden med flette teknikken
Her er mit eksempel på flette-teknikken. Jeg har lavet en en firkant, med 10x10 "stjerner", men det er lidt for stort opstartsprojekt for eleverne, så de starter med en 5x5.

Understøttende undervisning og ti-finger system




I min 4. klasse, som jeg har matematik sammen med, har jeg også en enkelt lektion understøttende undervisning om ugen. Lektionen er kun 25 minutter lang, så jeg har måtte finde noget som eleverne hurtigt kan finde frem, og selv finde ud af at lave, men som samtidig vil give dem noget som de ellers ikke vil have tid til i den almindelige undervisning. Og her har jeg fundet frem til noget jeg selv synes er rigtig godt.
Eleverne sidder og øver blindskrift med 10 fingersystemet, og de er VILDE med det. Det er utroligt at noget så simpelt kan gøre dem så begejstret. Efter første lektion var der flere, der spurgte, om de ikke godt måtte sidde og lave det der hjemme. Ugen efter hvor vi havde timen igen, var der flere elever, der kom inden timen startede og spurgte, om vi ikke nok skulle prøve "det der skrive-noget igen?"

Eleverne har af mig fået tre forskellige links, hvor de kan øve hhv. ti-fingersystemet og hurtigskrivning.
Her er de tre links:
http://www.skrivhurtigt.dk/
http://www.oleviolin.com/boerneprogrammer/Skrivemaskinen/Skrivemaskinen.php
http://10fastfingers.com/typing-test/danish





I starten kunne jeg se, mange elever brugte et noget langsommeligt to-finger system, og nu har fået det erstattet med et lidt akavet 8-10 finger system. Nu håber jeg lidt øvelse vil betyde at de får lært det godt, for det er helt sikkert noget de vil kunne bruge i den almindelige undervisning.. og fritid :)