onsdag den 10. september 2014

Natur/teknik og sæbebobler


Som omstart i natur/teknik på mellemtrinnet, skulle jeg bruge nogle forsøg, der ville fange mine nye elever, og overbevise dem om, at natur/teknik er sjovt og spændende, og ikke keeedeligt som nogle gav udtryk for.
Jeg måtte ty til skrappe midler... Sæbebobler! hvem bliver ikke glad af sæbebobler? ... mine elever gjorde i hvert fald.

Jeg var faldet over nogle spændende opgaver på www.naturfagsdiplom.dk som har mange åbne opgaver, der er bygget om omkring den naturvidenskabelige arbejdsmetode. Et af dem er forløbet om Sæbeboblerne. Log ind med UNI-login og vælg "se/start forløb" i højre side. Her vil du få en masse forløb frem.

Eleverne sad i grupper og havde fået til opgave at lave mindst 4 forskellige slags sæbeboble-blæsere af piberensere. Her er billeder af de forskellige idéer eleverne have.

Grupperne havde mange forskellige forslag, og det var fantastisk at se, hvor kreative og idérige de kunne være.

De havde først tegnet nogle gode skitser.



De fleste grupper startede selvfølgelig med at lave en rund. Deres hverdagserfaring, måtte have sagt dem, at sådan ser en sæbeboble-blæser ud.
Men... "Kan man lave nogle der ser anderledes ud" og ja, der var masser af forslag.


Undervejs når eleverne fik lavet dem, ville jeg have dem til at lave hypoteser. Hvad tror de der sker, når de bruger den?
Jeg spurgte om boblerne nu ville være firkantede, trekantede og hjerteformede?
Det var eleverne jo selvfølgelig godt klar over at de ikke ville. Men hvad tror de så?

Eleverne der lavede ovenstående, havde forskellige hypoteser om, hvad der ville ske med de her "dobbelt-blæsere". Eleverne diskuterede. Nogle mente de ville starte som to bobler, der ville gå sammen til én. Nogle troede at der ville komme to forskellige. og nogle troede ikke at de ville virke.

Der var rigtig mange forslag til hvordan de kunne se ud. Små huller, store huller, kendte og ukendte forme og der var langt mere end 4 forslag som jeg havde sagt de skulle lave.



Og så var der selvfølgelig også en gruppe, der også havde lavet en masse forskellige... runde. :)
"Har i lavet mindst 4 forskellige?"
"Ja prøv at se..!.. En rund.. og en dobbelt rund... og en aflang rund!"
Det var jo vældig fint alt sammen, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Efter jeg havde presset dem på deres kreativitet, fik de også lavet nogle, der var endnu mere forskellige..

Så var det tid til at afprøve modeller og hypoteser.

Og så var der en spiralformet, der lavede en stor boble 
Ja den runde virkede i hvert fald..




Og en 8-tals formet, der virkede nogle gange.


Og her var en rigtig god sæbeblanding, der kunne lave mange bobler i streg.


Og en elev, der opdagede at man også kunne lave det med hænderne

Og pludselig var der en sæbebobbel der landede på græsset. "Hvordan kan det være, at dén ikke springer?". Her var der en elev der hurtigt sagde "Det tror jeg er fordi græsset er vådt".


Og jeg synes jo det var fint at få en masse oplevelser, bruge sin hverdagserfaring, afprøve hypoteser, ændre modeller hvis de ikke virker, snakke årsag og virkning, uden at eleverne egentlig opdager, at vi faktisk bruger en naturvidenskabelig arbejdsmetode.





lørdag den 28. juni 2014

Gaver fra 4. Klasse

I går på elevernes sidste skoledag, blev jeg meget overrasket og rigtig glad, da jeg pludselig fik gaver af klassen. Dagen var rigtig god med glade børn, karameller, vandkast, sjove aktiviteter og glade smil. Men at klassen både havde tid og lyst til at give mig en gave, var selvfølgelig prikken over i'et på en god dag. Sikke da en dejlig klasse. Hvor heldig kan man være. 

Jeg fik et lys med stage og et Holmegårdsæt med en karaffel og to glas. 



Efter sommerferien skal jeg dog ikke længere have klassen, og jeg vil komme til at savne dem alle sammen. 
God sommerferie :-)

torsdag den 29. maj 2014

Plante-emne i indskolingen

Vi er godt i gang med planteemnet i inddkolingen. Vi har tidligere set time-lapse film at planter der gror, plantet pralbønner og nu har vi også sået morgenfruer


Da eleverne havde sået frøene, kunne de andre ikke se hvor der var sået noget. Så for ikke at så oven i hinanden lagde de en række af ukrudtsplanter ovenpå. Så dem der ikke lige havde hørt hvad de skulle, kunne se hvad de andre gjorde, og så i en række ved siden af. 

Derudover har vi også været i gang med at finde blomster og blade på skolens område. Eleverne fik til opgave at finde 5 forskellige blomster og 5 forskellige blade. Nu når det var svært at afgrænse aktiviteten til et bestemt område, kom de i små grupper og fik et æggeur. Når æggeuret ringede skulle de komme tilbage. 

Det blæste ret meget og var også lidt koldt. En enkel fik revet sine gamacher i stykker, men trods det var humøret højt. Eleverne løb rundt mellem alle buske og træer i skolen, og råbte "jeg har fundet en mere!" "Kom! Skynd jer her over!" Og "Der er 5 minutter tilbage!" 
Alle elever var meget engagerede i den konkrete opgave, som de havde fået  10 minutter til. Det tog selvfølgelig lidt længere tid, med først at få sko og overtøj på, samt af igen da vi kom ind.

Men så var det tid til at presse blomsterne. 
Eleverne fordelte plsnterne imellem sig, og lagde dem i en avis side med navn på.



Nogle blev også lige lidt kreative, og stod pludselig på bordet og trampede rundt på avisen. Jeg skyndte mig lige at tage et billede, inden jeg fik stoppet det igen - for det ville nok være lidt for spændende at have hele klassen til at danse rundt på bordene :)

tirsdag den 27. maj 2014

Jack Sparrow og elevers finurlige udsagn

I dag havde vi besøg af sundhedsplejen i 1. klasse. Vi snakkede om bakterier, og en elev spørger pludselig lidt halv filosofisk: "Hvor kom de første bakterier fra?". Sundhedsplejersken kigger rundt i klassen og spørger, om der er nogle, der kan svare på det. En anden elev skyder hånden i vejet, og da han får ordet, siger han højt og sikkert "Jack Sparrow!" og virker yderst tilfreds med sit svar.

Jeg står først lidt som et spørgsmålstegn, men kan ikke lade være med at grine over sådan et finurligt svar. Hvad pokker mon de små hoveder tænker på nogle gange?


mandag den 26. maj 2014

Decimalkrig

Jeg har lavet nogle spillekort med decimaltal, som kan bruges til forskellige slags spil - Fx Decimalkrig.
Spillet er lige som almindelig krig, men med decimaltal.

Med disse kort, øver eleverne sig i

  • Positionssytemet, herunder:
  • Begreberne Enere, Tiere, Tiende-dele, Hundrede-dele
  • Genkende og aflæse tallene korrekt
Klik på nedenstående billede, for at få en gratis printklar version af spillet. Eller klik HER









Ugeskemarevolutionen 6 uger senere

Ugeskemaerne kører der ud af. Eleverne i 2. klasse er VILDE med det nu når dansk også er med i ugeskemaet.
Jeg startede ugeskemaet op med mit matematikfag alene, hvor eleverne kunne vælge mellem forskellige aktiviteter: bogen, ekstra-mappen og matematikspil. Men nu når man kan lave matematik når man har dansk, og dansk når man har matematik, er eleverne vil spændte på at arbejde med det. Jeg hører hele tiden "skal vi ikke arbejde med ugeskema??.. skal vi ikke arbejde med ugeskema?!"  og jo det skal vi!

Der har dog været nogle startvanskeligeheder, som der jo altid vil være omkring nye måder at gøre tingene på. Det handlede især om, at forfatterne bag ugeskemaet, anbefalede at sætte motion på skemaet. Her kunne en aktivitet fx være at løbe én gang rundt om skolen, eller hoppe i sjippetov i 5 minutter. Det havde mine elever meget svært ved at styre selv. Jeg forsøgte at ændre det, således at man skulle hoppe 50 gange, og så komme ind. Altså lave aktiviteten mere konkret. I et håb om at de bare skulle have tid til at lære det.
Men hvis jeg skal give en anbefaling til andre, der skal prøve det, så lad være med at sætte den slags aktivitet på skemaet til at starte med. Eleverne var helt vilde "Jeg vil ud og sjippe!" råbte de nogle gange - selvom de LIGE var kommet ind fra frikvarter - det kunne jo ikke gå i længden. Jeg følte i hvert fald at det var unødvendigt kaotisk, og eleverne viste ikke en bedre koncentration og arbejdsindsats når de kom ind fra aktiviteten. Tvært imod.

En anden ting der også var lide mere kaotisk i strukturen, end forventet, var at eleverne hele tiden spurgte om hjælp, i stedet for at spørge en sidekammerat. I starten gik meget af tiden med at gentage mig selv hele tiden til de forskellige elever, når de kom til en opgave de ikke forstod. I stedet for at spørge sidekammeraten, der sad og løste opgaven lige ved siden af, var der en del, der sad og ventede på, at jeg skulle komme og fortælle dem, hvad de skulle gøre. Det er jo selvfølgelig ikke meningen - meningen med ugeskema, er jo at skære en masse spildtid fra, og komme i gang med at arbejde. Hele klassen skal ikke længere sidde og vente på "at læreren bliver færdig med at snakke", men kan komme i gang. Dem der så har brug for hjælp, kan nu få mere af lærerens tid, da han/hun nu ikke skal bruge lige så meget tid, på den traditionelle tavleundervisning, men mere tid sammen med eleverne.

Efter at have været i gang med det i 6 uger nu, kan jeg mærke at eleverne er blevet vant til nogle forskellige ting. En elev sagde i dag højt for sig selv, "Hvilke sider skal jeg lave?... Nå ja!" og så gik hun direkte hen til ugeskemaet og fandt ud af det selv. Det er bare så fedt at opleve, at eleverne selv er i stand til at opsøge løsninger, i stedet for at vente passivt på hjælp.


torsdag den 1. maj 2014

Gangestykker med kop-telefoner

I 2. klasse har vi om gange i matematik. Her har de både arbejdet i bogen, men også med forskellige gange-spil. Et af disse "spil" er en blomst, hvor der på hvert blad er et gangestykke. Når bladet foldes ud, kan man se resultatet af gangestykket.

Med inspiration fra en af eleverne, fandt vi sammen frem til en lille leg, hvor vi får øvet gangestykker.
I en tidligere time i natur/teknik har eleverne, lavet kop-telefoner. En af eleverne fandt sådan en telefon, og da vi var i gang med gange i matematik, fik vi lige kombineret de to værktøjer, til en ny lille leg.
Kop-telefonen brugte de nu til at quize om gangestykker. Eleverne sagde og svarede på gangestykker i telefonen. For eleverne var det svært lige at finde på en masse forskellige gangestykker, så her brugte de Gange-blomsten, for både at finde på gangestykker, men til at tjekke svaret.

Hvis kop-telefonerne er lavet i forvejen, kan jeg se rigtig mange versioner af denne leg i matematik. Giv gerne en kommentar, hvis du har nogle flere idéer.